Ejendom med moderne linjer og kvalitetsdesign

Det er ret unikt at flytte direkte ind til synet af moderne rammer, der kunne blive omtalt i en udgave af Bo Bedre. Denne landlige ejendom i Orup er nemlig gennemrenoveret med kvalitetsmaterialer for øje. Planløsningen sikrer store rum uanset, om der er tale om køkken-alrummet og de tre stuer en suite eller de fire værelser på første sal. Derudover medfølger udbygninger til erhverv eller dyrehold, og grundens cirka 1,5 hektar byder på en gokartbane og en arkitekttegnet have.

Ejendommen rummer 312 kvadratmeter boligareal med masser af plads til familielivet. Det samme gælder, hvis I vil drive erhverv med lager eller maskinopbevaring i udbygningerne. Helt oplagt er også hestehold, og skulle I ønske det, foreligger muligheden for at leje eller tilkøbe mere jord.
Ude som inde er der tænkt over detaljer og materialer. Blandt andet ses det ved en løbende udskiftning af vinduerne samt garageporten fra 2020. Bemærk også, at Daikin-varmepumpen er fra 2021.
Indenfor er valget faldet på dansk design, såsom parketgulvet fra Junckers og armaturerne fra VOLA. Dertil er huset opdateret til en teknologipræget hverdag og har selvfølgelig smartvarmeløsninger fra Danfoss Living i alle rum.
Helt konkret byder stueplanet på et bryggers, et gæstetoilet, et lyst disponibelt rum samt tre stuer samt et køkken-alrum. Sidstnævnte har desuden gulvvarme og er fra Poggenpohl, med bl.a. grebsfrie fronter som skaber en luksuriøs stilrenhed.

Første sal råder over et lækkert forældresoveværelse med walk-in-closet, mens yderligere tre værelser og et badeværelse afrunder etagen.
Den arkitekttegnede have har alt fra sø til italienske fliser, og det hele emmer af en rekreativ stemning.

Nærmiljøet sørger for hyggeligt samvær og en udsøgt fred og ro. Her er stilhed for alle pengene - en ren lise for sjælen. Èn af Danmarks bedste strande, Feddet ligger kun få minutters kørsel fra ejendommen. Der er skolebus uden for døren til den lokale skole.

Hverdagens tilbud nås på cirka ti minutter bag rattet, og så er turen mod København nem takket være den korte afstand til motorvejen.