Stor og smuk herskabsvilla i Faxe Ladeplads

Hvis I søger meget plads og en god beliggenhed i et trygt kvarter tæt ved vandet, så kan det meget vel være her, jeres boligjagt slutter. Alt dette finder I nemlig i denne smukke herskabsvilla i Faxe Ladeplads med få hundrede meter til Faxe Bugt. Glæd jer til højloftede stuer en suite, mange værelser og en pragtfuld have.

Ejendommen er oprindeligt opført i 1920 til den lokale dyrlæge Madsen, og den præsenterer sig flot med hvide sprossevinduer og røde kvalitetsteglsten fra Frederiksholm. Boligen er løbende vedligeholdt med respekt for den originale byggestils kvaliteter. Her er 195 lyse og behagelige boligkvadratmeter, samt et stort loftrum på 1. sal. Hertil garage, udhus samt en kælder under køkkenet. Boligen fremstår autentisk, og med oprindelig planløsning.

Boligens ydre komplementerer det indre, hvor smukke, originale detaljer er bevaret, herunder trægulve, stuk, rosetter og fyldningsdøre. Samværet nydes i de tre højloftede stuer, der ligger i forlængelse af hinanden og modtager et fantastisk lysindfald gennem palævinduerne. Endnu en stue udfolder sig ved siden af køkkenet, og etagen afrundes af et badeværelse og et toilet samt et funktionelt viktualierum.

Turen til førstesalen foregår enten via kvartssvingstrappen i den herskabelige entré, eller via "pigetrappen", der oprindeligt har fungeret som tjenestepigens adgang til køkkenet. På førstesalen udfolder sig en regulær værelsesafdeling med tre værelser, et walk-in-closet og et badeværelse.

Haven breder sig ud som en skøn oase med hyggelige kroge til sol eller skygge. I får også glæde af en gårdhave, og da der ikke er brugt giftstoffer i haven i de sidste 30 år, er den et paradis for fugle, insekter, egern og pindsvin.

Ejendommen ligger i et dejligt, roligt villakvarter med gåafstand til alt, hvad hjertet begærer i form af strand, station, indkøb og institutioner. Tag håndklædet over skulderen, og stå efter blot nogle minutters gang på sandstranden, hvor der i sommerhalvåret er udlagt badebro. Der er skønne skovstrækninger i nærområdet, flere af disse indenfor gåafstand. Byen har et rigt kultur- og foreningsliv.