Flot villa fra 2006 ud til åbne marker

På en lukket vej med udsigt over åbne marker i Sandhuse møder I denne flotte villa, som står klar til at danne en perfekt ramme om jeres næste boligeventyr. Og hvilket ét af slagsen det bliver i dette lækre hjem fra 2006, hvor de 169 kvadratmeter breder sig over stueplan med gulvvarme overalt og en lys første sal. Velkommen til Danavej 8.

Ejendommen fremstår generelt utrolig lys og i god stand, og ved ankomst skal I bemærke tegltaget og zinktagrenderne. I overtager et hjem, som I kan flytte direkte ind i, og boligen udmærker sig med et godt indeklima og en velindrettet planløsning. Der er desuden en stilmæssig, rød tråd gennem huset med Kvik-inventar i både køkken, badeværelser og bryggers, hvilket skaber et nydeligt udtryk.

Værd at fremhæve er særligt det store opholdsrum i stueplan, hvor stue og køkken flyder sammen. Her breder sig et flot egetræsgulv i stuen og alrummet, indtil de lyse klinker tager over i køkkenet, der er placeret bag en halvmur. Især stuens terrassedøre sikrer et lækkert lysindfald samt udsigt over markerne, og om sommeren forlænger de opholdsmiljøet til terrassen.

Etagen afrundes af et værelse, et bryggers og et badeværelse, inden I på første sal finder yderligere tre værelser og et badeværelse. Også heroppe er der en dejlig stue, og med værelserne fordelt på begge etager, er det muligt at indrette jer med et særskilt forældresoveværelse.

Afslutningsvis venter haven, hvor den sydvendte terrasse forvandles til en herlig oase om sommeren. Dertil kommer en dobbelt carport med isoleret udhus med støbt fundament , og fra adressen er skov, indkøb, daginstitution og Østskolen afd. Rollo i en radius af 2,5 kilometer.

Er det jeres nye hjem? Så ring for en fremvisning.